Gratulerer, Anne Dehlie Glædesdahl, med (fortsatt relativt) fersk ansettelse som stipendiat i retorikk ved Institutt for lingvistiske og nordiske studier ved Universitetet i Oslo! Det første vi må finne ut av er hvordan et så tilsynelatende dansk menneske som deg kan ha et så norskklingende navn? Du høres jo ut som en karakter fra Bjørnstjerne Bjørnson! Man blir smått mistenksom…
Haha! Jo, men jeg er faktisk også halvt norsk og har tilbragt mange af min barndoms vintre i de norske fjelde, så jeg er tilmed en ganske habil skiløber. Jeg kommer fra København og flyttede til Oslo i september, da jeg fik mulighed for at tage PhDen her. Heldigvis rejste familien med, så nu er vi ved at omstille os til et nyt liv, og det går godt! Min datter på to er allerede begyndt at snakke norsk.
Utmerket! Men så skal dette ikke være et sånt ad feminam intimitetsintervju, heller, så vi må komme til saken: Slik jeg forstår ting, skal ditt avhandlingsarbeid ta for seg begrepet (eller fenomenet?) «stemme». Kan du ikke si litt om hva dette er for noe, og hvordan forskningen på det har artet seg?
Da jeg første gang stødte på begrebet stemme, eller voice, var det noget, vi på bacheloren i retorik havde en vis ironisk distance til. Det skyldtes måske især den amerikanske retoriker Peter Elbows berygtede hyldest til stemmebegrebet som tekstens «juice» – sammenlignet med «magic potion» eller «mother’s milk» – altså temmelig vage og floskelagtige udtryk for den særligt virkningsfulde tekst. Den tilgang havde vi som retorikstuderende en naturlig skepsis overfor. Men i den amerikanske skoletradition er voice-metaforen faktisk meget udbredt og bliver ofte associeret med denne ekspressionistiske strømning i skrivepædagogikken, hvor autorialt nærvær og autenticitet i teksten nærmest er et mål i sig selv. Jeg blev efterhånden meget optaget af den her verden af vilde metaforer, og selvom jeg mener, at der fortsat er al mulig grund til at være skeptisk over for Elbows (m.fl.) teori og metoder, så synes jeg, det er vældigt interessant og reelt at tale om, hvordan nogle skribenter formår at træde frem og sætte et personligt aftryk i en skrevet tekst, som kan være lige så distinkt som en talestemme. Ideen om stemme i teksten aktualiserer altså en masse spændende temaer fra den retoriske tradition omkring afsenderprofiler og -intention – og ikke mindst et interessant skisma i forholdet mellem ethos og persona. Da jeg kiggede mod den skandinaviske skoletradition, fandt jeg mange af disse emner afspejlet i modersmålsfagene dansk, norsk og svensk, hvor stemmebegrebet også spiller en rolle. Men den tradition, der har udviklet sig her, er meget mere optaget af stemme som et kommunikationsfagligt begreb, hvor elever i skolen lærer at udtrykke sig med flere forskellige situationelle stemmer frem for at søge én autentisk stemme. Og så er arbejdet med stemme her stærkt knyttet til ideen om bildung eller dannelse.
Et passe flertydig landskap å plassere et retorisk avhandlingsarbeid i, må jeg si! Men du kom først inn i dette bildet med masteroppgaven din, hvor du også tok for deg stemme. Hva gjorde du der, og hva fant du ut?
Jeg ved endnu ikke, om jeg helt tør regne mig selv som en del af «billedet»! Skal vi følge denne analogi, så har stemmebegrebet jo allerede en meget lang og broget (kunst)historie med både ekspressionistiske og mere minimalistiske udtryk, som jeg først nu er ved at finde mine ben i. Men ja, jeg beskæftigede mig også med stemme i mit speciale. Tilbage i 2019, da jeg skrev den opgave, var stemmebegrebet kommet på dagsordenen hjemme i Danmark, fordi det at kunne udtrykke sig med «den personlige stemme» pludselig var blevet et eksplicit eksamenskrav og didaktisk princip i skriftlig dansk på videregående niveau, da der kom nye læreplaner i 2018. Det måtte jeg naturligvis undersøge, og det blev til en analyse af to læremidler – en e-læringsplatform og en bog – som gymnasielærerne anvendte i arbejdet med stemme. Her fandt jeg, at arbejdet, i hvert fald sådan som det kom til udtryk i skolebogslitteraturen, ofte blev reduceret til et spørgsmål om færdighedsorienteret stilistik. Det vil sige, at alle de gode intentioner om at knytte begrebet an til elevernes identitetsdannelse og kritiske refleksion ikke kom til udtryk her, hvilket i mine øjne er med til at forfladige et begreb, der potentielt rummer så fine og essentielle aspekter af demokratisk dannelse og uddannelse til medborgerskab.
Du fikk åpenbart ikke metta di med masteren, og nå står du altså overfor et doktorgradsprosjekt. Men denne gangen tenker du gjøre ting annerledes, forstår jeg, ikke minst metodisk? Kan du ikke si litt om opplegget for avhandlingsarbeidet ditt, og hvorfor du har valgt det som – i alle fall fra retorisk hold – må sies å være ukonvensjonelle metoder?
Det kan du tro! Efter at have fordybet mig i teori og læremidler, henstår det store arbejde med at finde ud af, hvordan arbejdet med stemme foregår i praksis. For en ting er hvad der står i styredokumenter og læremidler, men det er noget helt andet, hvad der sker ude i klasserummene, hvor undervisningen jo reelt finder sted. Og på trods af lærebøgernes lidt mangelfulde tilgang, så findes der mange dygtige lærere, som formår at bringe det her begreb i spil på gode og kreative måder. Disse tilgange og metoder vil jeg finde og belyse i et projekt, der skal se på «lærer-doxa» inden for arbejdet med skrivning og stemme i modersmålsfaget. Jeg går ikke helt væk fra teoriarbejdet, for jeg er fortsat meget optaget af at placere og udbygge stemmebegrebet i en retorisk didaktisk tradition, som går helt tilbage til især Quintilians pædagogiske arbejde med unge taleres uddannelse. Men projektets hoveddel er et aktionsforskningsorienteret studie af skandinaviske læreres arbejdsgange i forhold til skrivning og stemme. Og nøgleordet her er selvfølgelig aktionsforskning, idet jeg ønsker at forske sammen med lærerne. Det er lærerne, som skal være med til at pege på de problemstillinger og forskningsdesign, som bliver vejledende for projektet.
Mot slutten her kommer vi ikke utenom et refutatio. For det finnes da stadig en viss skepsis til stemme-begrepet og dets nytteverdi i undervisningssammenheng. Hvorfor skal vi holde fast ved det, mener du?
Ja, det har du ret i. Ideen om stemme er særdeles konfliktfyldt, og skal vi gå tilbage til Elbows metoder og teoriapparat, så har de været genstand for stærk kritik også fra nationale kanter. Det er klart, at der er åbenlyse udfordringer i at arbejde med en så abstrakt og svært definerbar kategori som «stemme» i skolen, der jo gerne skulle være et sted, hvor alle, uanset faglig og social baggrund, kan udvikle sig og få den nødvendige stilladsering til at tilegne sig et fagligt stof. Ifølge skriveforsker Irvin Hashimoto, som er en af Elbows kritikere, så bør man helt afstå fra at anvende metaforer i undervisningen, fordi det på den baggrund bliver for vanskeligt at opnå et fælles sprog og forståelse. Derudover er der selvklart en problematik omkring validitet og reliabilitet i skolesammenhæng. Det vil sige: hvordan skal en lærer vurdere elevers kompetencer ligeligt og troværdigt, når opgaven rummer aspekter af elevers personlige livsverden og erfaringer, som læreren ikke i øvrigt har adgang til? Det er betydelige udfordringer, som der ikke findes noget entydigt svar på. Men netop derfor behøver vi forskning, som kan belyse disse udfordringer og muligheder i praksis og tilbyde en måde at bringe stemmebegrebet i spil på en positiv måde. Og så synes jeg, at vi som retorikere skylder os selv og faget at invitere et omstridt begreb hjem i den faglige værktøjskasse som et uundværligt led i det utroligt retoriske forhold mellem skrift og subjekt.
